Hver nat ?!

I situationer som denne, prøver jeg altid at være klog. Jeg siger til mig selv; Lad vær med at spile din tid med at være sur over noget, som du alligevel ikke kan lave om på.
Det er klogt, og jeg burde høre efter! Slå koldt vand i blodet, vær hævet over min uretfærdige irritation og surhed. Men jeg kan altså bare ikke. Ikke lige nu hvert
fald, jeg er for træt!
Og hvorfor er det også sådan, at de dumme dyr ikke bare kan forstå at jeg vil sove?
De skide fugle har noget i mod mig!
De kunne jo ”synger” og pippe hvor som helst!?
Men neeej, de vælger at sætte sig to meter fra mig.
Jeg håber katten æder dem.
Den eneste der er på min side under alt det her er træmuren. Træmuren stiller sig op mellem os og lægger en dæmper på kræenes jammer,
Men selv træmuren svigter,det er ikke nok. Deres skarpe små stemmer skære lige gennem knasterne.
Må de brænde i helvede!
De er endog udspekulerede, de venter på at jeg ligger mig ned, slukker lyset og lukker øjnene. Det er deres stikord. De starter, og stopper først når dagen begynder.
Og der ligger jeg så tilbage, det eneste jeg kan tænke på er, om det dog kan væren en form for guds straf!
Til sidst har jeg fået samlet en hel del selvmedlidenhed, og badende i den kan jeg næsten begynde at tude!

Nu er vi så nået til det sidste punkt. Jeg har indset hvor ynkelig jeg er. Jeg sætter mig op i sengen, alt den dejlige selvmedlidenhed er forsvundet, den har efterladt mig sammen med forståelsen for hvor lille jeg burde føle mig.
Jeg rejser mig op, går ind i stuen og finder de ørepropper jeg ellers var for doven til at hente.