Mit hoved er som sten, det er hårdt for mig bare at skulle rejse mig og hente noget. Jeg er røv træt og har mest af alt lyst til at sætte en film på, og sove dagen væk. Der er bare et problem ved den plan. Det er det jeg har lavet hele dagen, og det er slet ikke lige så rart og afslappende som det lyder... :(
Jeg har det dårligt og kan hverken sove eller koncentrer mig om filmen. ØV!
Det værste af det hele kommer nu! Jeg har ikke engang feber?! Jeg kunne da forhelvede bare have en lille smule feber! I det mindste 37 !
Jeg kan mærke at mit dårlige humør tager over!
Jeg tror jeg lader vær med at skrive mere!
Ellers bliver jeg bare træls at høre på.
onsdag den 8. juli 2009
fredag den 3. juli 2009
Hver nat ?!
I situationer som denne, prøver jeg altid at være klog. Jeg siger til mig selv; Lad vær med at spile din tid med at være sur over noget, som du alligevel ikke kan lave om på.
Det er klogt, og jeg burde høre efter! Slå koldt vand i blodet, vær hævet over min uretfærdige irritation og surhed. Men jeg kan altså bare ikke. Ikke lige nu hvert
fald, jeg er for træt!
Og hvorfor er det også sådan, at de dumme dyr ikke bare kan forstå at jeg vil sove?
De skide fugle har noget i mod mig!
De kunne jo ”synger” og pippe hvor som helst!?
Men neeej, de vælger at sætte sig to meter fra mig.
Jeg håber katten æder dem.
Den eneste der er på min side under alt det her er træmuren. Træmuren stiller sig op mellem os og lægger en dæmper på kræenes jammer,
Men selv træmuren svigter,det er ikke nok. Deres skarpe små stemmer skære lige gennem knasterne.
Må de brænde i helvede!
De er endog udspekulerede, de venter på at jeg ligger mig ned, slukker lyset og lukker øjnene. Det er deres stikord. De starter, og stopper først når dagen begynder.
Og der ligger jeg så tilbage, det eneste jeg kan tænke på er, om det dog kan væren en form for guds straf!
Til sidst har jeg fået samlet en hel del selvmedlidenhed, og badende i den kan jeg næsten begynde at tude!
Nu er vi så nået til det sidste punkt. Jeg har indset hvor ynkelig jeg er. Jeg sætter mig op i sengen, alt den dejlige selvmedlidenhed er forsvundet, den har efterladt mig sammen med forståelsen for hvor lille jeg burde føle mig.
Jeg rejser mig op, går ind i stuen og finder de ørepropper jeg ellers var for doven til at hente.
Det er klogt, og jeg burde høre efter! Slå koldt vand i blodet, vær hævet over min uretfærdige irritation og surhed. Men jeg kan altså bare ikke. Ikke lige nu hvert
fald, jeg er for træt!
Og hvorfor er det også sådan, at de dumme dyr ikke bare kan forstå at jeg vil sove?
De skide fugle har noget i mod mig!
De kunne jo ”synger” og pippe hvor som helst!?
Men neeej, de vælger at sætte sig to meter fra mig.
Jeg håber katten æder dem.
Den eneste der er på min side under alt det her er træmuren. Træmuren stiller sig op mellem os og lægger en dæmper på kræenes jammer,
Men selv træmuren svigter,det er ikke nok. Deres skarpe små stemmer skære lige gennem knasterne.
Må de brænde i helvede!
De er endog udspekulerede, de venter på at jeg ligger mig ned, slukker lyset og lukker øjnene. Det er deres stikord. De starter, og stopper først når dagen begynder.
Og der ligger jeg så tilbage, det eneste jeg kan tænke på er, om det dog kan væren en form for guds straf!
Til sidst har jeg fået samlet en hel del selvmedlidenhed, og badende i den kan jeg næsten begynde at tude!
Nu er vi så nået til det sidste punkt. Jeg har indset hvor ynkelig jeg er. Jeg sætter mig op i sengen, alt den dejlige selvmedlidenhed er forsvundet, den har efterladt mig sammen med forståelsen for hvor lille jeg burde føle mig.
Jeg rejser mig op, går ind i stuen og finder de ørepropper jeg ellers var for doven til at hente.
MINDER
Jeg sidder på min seng.
Jeg skal først gå om 2 timer.
Jeg får øje på min gamle mobil.
Jeg kommer i tanke om billederne.
Jeg kan huske hvor ledningen er.
Jeg gør det hele klar.
Jeg smiler.
-for det minder mig virkelig om nogle gode tider.
Jeg skal først gå om 2 timer.
Jeg får øje på min gamle mobil.
Jeg kommer i tanke om billederne.
Jeg kan huske hvor ledningen er.
Jeg gør det hele klar.
Jeg smiler.
-for det minder mig virkelig om nogle gode tider.
Abonner på:
Opslag (Atom)
